Spring til indholdet
Unioo

Lav et godt referat

I det daglige bestyrelsesarbejde er dagsordenen og referatet vigtige værktøjer, der kan optimere tidsforbruget og potentialet i bestyrelsen. Desværre er der alt for mange referater, der aldrig bliver læst. Det skyldes ofte, at de er uinteressante, for lange og uoverskuelige. Både på kort og lang sigt er det en fordel for en bestyrelse at fokusere på kvaliteten af dagsordenen og referatet til bestyrelsesmøder.

Udgivet 2 min. læsning

Lav et godt referat

Indhold

At få styr på indholdet og opbygningen af et referat er forholdsvis simpelt. Der findes gode værktøjer til at hjælpe, og herunder kan du se et eksempel og en skabelon. Et referat bør indeholde de beslutninger, der er truffet, samt vigtige oplysninger og synspunkter.

Typisk bruges et referat også som en tjekliste, så man på efterfølgende møder kan følge op på de beslutninger, der tidligere er truffet. Derfor er det naturligt at notere, hvem der udfører de opgaver, der er besluttet.

Du kan bygge et referat op med følgende indholdspunkter:

  1. Overskrift: Eksempelvis “Bestyrelsesmøde Oktober 2023”
  2. Dato og sted: Eksempelvis “12. Oktober, Klubhuset”
  3. Deltagere: Notér hvem der deltager og hvem der har meldt afbud. Angiv også referent og ordstyrer.
  4. Punktliste fra dagsorden: Angiv i punktform, hvem der har hvilke opgaver inden næste møde. Disse kan tages med i dagsordenen til næste møde.
  5. Beslutninger: Beskriv de beslutninger, der er truffet, evt. i et særskilt afsnit.
  6. Opgaver: Angiv i punktform, hvem der har hvilke opgaver inden næste møde. Disse kan tages med i dagsordenen til næste møde.
  7. Næste møde: Afslut mødet med at aftale dato og sted for næste møde samt eventuelle punkter til dagsordenen.

Gode råd

  • Skriv kort og præcist: Beslutningerne er det vigtigste, så de må ikke drukne i et uoverskueligt referat. Hvis det er nødvendigt at medtage alt, hvad deltagerne har sagt om et emne, så vedlæg et bilag med et mere detaljeret referat.
  • Notér ansvarlige: Angiv altid navnet på den eller de ansvarlige for alle opgaver.
  • Hold det objektivt: Skriv informativt og undgå egne holdninger og kommentarer.
  • Hurtig distribution: Afslut og send referatet til alle bestyrelsesmedlemmer og deltagere umiddelbart efter mødets afslutning.

Øvelse gør mester

Der skal skrives referat fra alle bestyrelsesmøder, og det kan kræve øvelse at mestre notatteknikker og overblik. Det kan derfor være en fordel, at det er den samme person, der skriver referat hver gang. Brug en skabelon til referatet, så referenten ikke skal bruge tid på opbygning og struktur, men kan fokusere på indholdet.

Ved at følge disse retningslinjer kan I sikre, at referaterne bliver læst og brugt aktivt i bestyrelsesarbejdet. Kvalitetsreferater bidrager til en effektiv og produktiv bestyrelse, hvor alle beslutninger og opgaver er klart definerede og lette at følge op på.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad skal et referat fra et bestyrelsesmøde indeholde?

Et referat fra et bestyrelsesmøde bør indeholde overskrift, dato og sted, deltagere og afbud, punkterne fra dagsordenen, de trufne beslutninger, opgaver med navngivne ansvarlige samt dato og sted for næste møde. Angiv også, hvem der er referent og ordstyrer.

Hvorfor bliver bestyrelsens referater ikke læst?

Mange referater fra bestyrelsesmøder bliver aldrig læst, fordi de er uinteressante, for lange og uoverskuelige. Skriv derfor kort, præcist og objektivt, så beslutningerne ikke drukner, og læg et mere detaljeret referat i et bilag, hvis det er nødvendigt.

Hvornår skal referatet fra bestyrelsesmødet sendes ud?

Referatet fra bestyrelsesmødet bør afsluttes og sendes til alle bestyrelsesmedlemmer og deltagere umiddelbart efter mødets afslutning.

Hvem bør skrive referat i bestyrelsen?

Det kan være en fordel, at den samme person skriver referat fra bestyrelsesmøderne hver gang, fordi det kræver øvelse at mestre notatteknik og overblik. En fast skabelon lader referenten fokusere på indholdet frem for opbygningen.

Gør bestyrelsesarbejdet nemmere med Unioo

Møder, opgaver, dokumenter, medlemmer og kontingent samlet ét sted – gratis at komme i gang.

Læs også

Dagsorden til bestyrelsesmøde

BestyrelsesarbejdeGuide

Lav en dagsorden

En god dagsorden giver et bedre møde og dermed en mere effektiv bestyrelse. Selvom det ikke er et krav at have en dagsorden, er den et uundværligt værktøj for enhver bestyrelse. Med en velstruktureret dagsorden bliver møderne mere produktive, og der er bedre tid til kaffe og kage efter mødet.

God stemning i bestyrelsen

Bestyrelsesarbejde

Skab god stemning til bestyrelsesmødet

Der er intet sted som et bestyrelsesmøde, hvor følelser og holdninger kan få frit spil. Enten fordi man har meldt sig ind i bestyrelsen på baggrund af nogle ønsker og passioner eller fordi man er født ind i foreningen og egentlig bare vil have mødet overstået. Hvad kan man gøre, når diskussionerne spidser til og konflikter opstår?

Konflikter i den frivillige bestyrelse

Bestyrelsesarbejde

Er bestyrelsen gået op i limningen?

Der er intet sted som et bestyrelsesmøde, hvor følelser og holdninger kan få frit spil. Enten fordi man har meldt sig ind i bestyrelsen på baggrund af nogle ønsker og passioner eller fordi man er født ind i foreningen og egentlig bare vil have mødet overstået. Hvad kan man gøre, når diskussionerne spidser til og konflikter opstår?