Ejerskabets værdi i frivilligt arbejde
Frivillige trives, når de får ansvar og medindflydelse. Læs hvordan ejerskab gør frivillige gladere, mere engagerede og lettere at fastholde i foreningen.

Frivillige er drivkraften i foreningerne. Uden deres tid, engagement og gode idéer ville mange aktiviteter, arrangementer og projekter slet ikke kunne lade sig gøre. Men hvordan sikrer man, at frivillige ikke kun hjælper af pligt – men også trives, udvikler sig og bliver hængende i foreningen i mange år?
En vigtig nøgle er ejerskab: At de frivillige føler, at opgaverne er deres egne – og at de har reel indflydelse på, hvordan tingene gøres.
Hvorfor er ejerskab så vigtigt?
Når frivillige får ansvar og tillid, sker der noget særligt:
-
De føler sig værdsatte og tager større initiativ.
-
De oplever mening i opgaverne, fordi de selv har præget dem.
-
De bliver mere loyale og har lyst til at blive i foreningen.
Modsat kan frivillige hurtigt miste motivationen, hvis de kun bliver “eksekverende hænder” uden reel indflydelse. Ingen bryder sig om at føle sig som en brik i andres spil.
Fra hjælper til medskaber
At give frivillige ejerskab betyder, at man rykker dem fra blot at være “hjælpere” til at være medskabere. Det kan gøres på mange måder:
-
Ansvar for egne opgaver: Lad en frivillig have ansvaret for en hel delopgave – fx at koordinere en aktivitet eller stå for billetsalg til et event.
-
Idégenerering: Invitér frivillige med, når der brainstormes på nye arrangementer. Mange gode idéer kommer fra dem, der står midt i aktiviteterne.
-
Kreativ frihed: Giv plads til, at frivillige kan prøve egne idéer af – også selvom det ikke altid bliver perfekt. Det giver læring, innovation og engagement.
-
Medansvar i beslutninger: Spørg de frivillige til råds, før bestyrelsen træffer beslutninger, der påvirker deres arbejde.
Ejerskab fastholder frivillige
Studier i frivillighed viser, at trivsel og indflydelse er centrale faktorer for fastholdelse. Når frivillige kan se, at deres indsats gør en forskel, og at de selv har sat aftryk, vokser lysten til at fortsætte.
Derudover skaber det ringe i vandet: Frivillige, der føler sig som medskabere, taler godt om foreningen i deres netværk – og det kan tiltrække nye frivillige.
Sådan kan bestyrelsen skabe ejerskab
Her er nogle konkrete råd til at styrke ejerskabet blandt frivillige:
-
Del opgaverne op i ansvarspakker frem for små enkeltopgaver.
-
Giv tydelige rammer, men lad frivillige selv bestemme, hvordan opgaven løses.
-
Spørg om feedback og idéer – og brug dem aktivt.
-
Vis tillid – undgå at detailstyre.
-
Anerkend indsatsen – både undervejs og efter opgaven er løst.
I stedet for fx at sige til kage-Karsten, at han skal bage gulerodskage, kan I blot skrive til ham, hvor mange han skal bage kage til. Så kan han selv vælge, hvilken kage, det skal være. Og dette giver Karsten ejerskab over opgaven.
Eller hvis en arbejdsgruppe har meldt sig til at lave aktiviteter for børnene til byfesten, så hav tillid til, at de selv kan finde på nogle sjove ting. Så længe der er nogle rammer og hjælp at få, hvis de får behov, så skal det nok gå.
Et fællesskab bygget på tillid og ejerskab
Ejerskab i frivilligt arbejde handler i sidste ende om respekt og tillid. Når man som frivillig får lov til at tage ansvar, tænke kreativt og præge retningen, føler man sig ikke bare som “hjælper” – men som en vigtig del af fællesskabet.
Og det er præcis den følelse, der gør, at frivillige bliver – og at nye får lyst til at være med.