Hvordan skal et referat fra generalforsamlingen skrives?

Gode noter fører til handling. Referatet fra foreningens generalforsamling er nødvendigt for god foreningsdrift, både i praktisk, formelt og socialt øjemed. Se her, hvilke punkter, der skal med.

Referat fra generalforsamling

Dagsordenen er referatets skelet

Referatet skal indeholde alle punkterne fra dagsordenen. Brug dagsordenen som et skelet til, hvordan referatet skal udformes. Skriv alt det ned, som blev diskuteret og vedtaget under de enkelte punkter. Skriv kort og præcist. 

Referatet kan bruges til, at alle i bestyrelsen og alle foreningens medlemmer kan danne sig et godt overblik over, hvad der sker i foreningen. Skriv gerne referatet med tanke på dem, der ikke kunne være til stede til generalforsamlingen. 

Husk at skrive, hvem der sidder i bestyrelsen, da dette skal stemme overens med de bestyrelsesmedlemmer, der angives i indberetningen til pengeinstituttet. 

 

Følgende punkter skal være i referatet: 

  1. Valg af dirigent/ordstyrer
  2. Årsberetning
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. Evt. forelæggelse af budget
  5. Forslag fra forsamlingen
  6. Bestyrelsesvalg
  7. Valg af suppleanter
  8. Eventuelt

OBS: Dirigenten skal underskrive referatet.