Hvem skal med til generalforsamlingen?
Generalforsamlingen er medlemmernes møde i jeres frivillige forening. Invitér og engagér så mange, som muligt og skab rammerne om et godt møde.

Generalforsamlingen er medlemmernes møde
Til den årlige generalforsamling skal hele foreningens medlemskreds inviteres – ikke kun bestyrelsen. Det er nemlig medlemmerne, der har stemmeret og kan være med til at træffe vigtige beslutninger om foreningens fremtid, herunder hvem der skal sidde i bestyrelsen.
Bestyrelsesmedlemmerne deltager naturligvis også og har typisk ansvar for at indkalde til mødet, fremlægge årsberetning og regnskab og lede valghandlinger. Men det er vigtigt at huske: Generalforsamlingen er medlemmernes møde.
Kan man invitere andre?
Som udgangspunkt er generalforsamlingen for medlemmerne. Men I kan godt – hvis det giver mening for jer – vælge at invitere gæster udefra:
- fx en samarbejdspartner fra kommunen,
- en oplægsholder,
- eller nysgerrige borgere, der måske overvejer at melde sig ind.
Disse gæster kan ikke stemme, men det kan være en god måde at vise foreningens arbejde frem og skabe nye forbindelser.
Gør det attraktivt at deltage
Som bestyrelse kan I med fordel gøre generalforsamlingen til mere end bare en formel gennemgang. Overvej at gøre det til en hyggelig og inspirerende begivenhed – fx med kaffe og kage, et kort oplæg eller en fælles aktivitet. Jo flere der dukker op, jo større ejerskab og engagement oplever man ofte i foreningen bagefter.
Det er også her, mange får øjnene op for det meningsfulde arbejde, I laver – og måske endda får lyst til selv at stille op til bestyrelsen eller tage del i andre frivillige opgaver.