Lav en god dagsorden til generalforsamlingen
En dagsorden er et godt værktøj at støtte sig op ad, når man holder generalforsamling.

Hvor nogle punkter blot er på jeres dagsorden, fordi de passer til jeres forening og det, der står i jeres vedtægter, er der andre, der skal være der. Dette gælder følgende:
- Valg af dirigent
- Årsberetning
- Godkendelse af det reviderede regnskab
- Forslag fra forsamlingen
- Bestyrelsesvalg
- Valg af suppleanter
- Eventuelt
Uddybelse af de enkelte punkter
1. Valg af dirigent
Dirigenten eller ordstyreren er den, der styrer ordet og tiden til generalforsamlingen. Denne person skal have sat sig godt ind i hele programmet og være godt inde i vedtægter, årsberetning, regnskab osv. Det er ofte forpersonen, der er ordstyrer, men det kan være hvem som helst fra den frivillige bestyrelse. Det kan også være en person uden for bestyrelsen, som er dirigent. Det er dirigenten, der underskriver referatet.
2. Årsberetning
En opsummering af det forgangne år, både i forhold til, hvad der er sket i foreningen rent socialt eller praktisk og hvordan økonomien ser ud. Laves ofte af forpersonen. Læs mere om årsberetningen her.
3. Godkendelse af det reviderede regnskab
Regnskabet fra det forgangne år skal enten sendes til medlemmerne på forhånd eller deles ud på mødet, alt efter hvad ser står i vedtægterne. Der skal være 100% gennemsigtighed i en forening, så alle foreningens medlemmer har en chance for at tage nogle velfunderede beslutninger, når der skal stemmes.
Læs her, hvordan en frivillig forening kommer i mål med et godt regnskab.
4. Forslag fra forsamlingen
Her gennemgås forslag til foreningen fra både bestyrelse og medlemmer. Alle i generalforsamlingen stemmer, når der skal tages beslutninger. Dette sikrer den demokratiske proces.
Sørg for, at alle forslag, der skal til afstemning, er blevet researchet på forhånd hvad angår eventuelle omkostninger, konsekvenser og lignende, så generalforsamlingen har et solidt grundlag at stemme ud fra.
5. Bestyrelsesvalg
Der stemmes om, hvem der skal sidde i bestyrelsen og om, hvem der skal være forperson og kasserer. Se i vedtægterne, hvilke roller der skal stemmes om i jeres forening samt hvordan afstemningen skal foregå.
6. Valg af suppleanter
Der stemmes om, hvem der skal være suppleanter i bestyrelsen. Suppleanterne er stedfortrædere for personer med vigtige nøglefunktioner i bestyrelsen. Se i vedtægterne, hvem der skal findes suppleanter for i jeres forening.
7. Eventuelt
Som ordet afslører, så er det hvad som helst, der kan komme ind under dette punkt. Her er der også plads til meddelelser og orienteringer.
Læs her, hvordan I skriver et godt referat fra generalforsamlingen.
God generalforsamling:)
Læs mere om generalforsamlingen i disse artikler:
Indkaldelse til generalforsamling
Hvem inviteres til en generalforsamling?