Traditioner og nostalgi må ikke stå i vejen for foreningens udvikling

Traditioner skaber stolthed og fællesskab – men de må ikke bremse nye kræfter og idéer. Læs, hvordan foreninger kan finde balancen mellem at bevare historien og give plads til fornyelse.

Træfigur foran væg med mange idéer – symbol på en forening, der prøver at balancere traditioner, fornyelse og nye tanker.

Nostalgiske følelser og mangeårige traditioner i foreningslivet er fantastisk og noget af det, der kan give drivkraft i foreningen. At holde traditioner i ave og høre om foreningens historie kan give stærke følelser af, at man for alt i verden ønsker at drive foreningen godt videre – der indtræder en slags æresfrygt og respekt i én, når man hører om stærke og omsorgsfulde frivillige, der har grundlagt og kæmpet for foreningen – for et større formål end dem selv.

Men når faklen gives videre, skal foreningen være god til at afbalancere foreningens historie med de nye tider og nye frivillige kræfter. I denne artikel får du Unioo’s 8 råd til, hvad man kan gøre for, at det ene ikke spænder ben for det andet.

1. Klenodier og indretning

Klubhusets indretning kan emme af fortiden på godt og ondt med genstande fyldt med historier, indrammede diplomer og stil og farver fra foreningens grundlæggelse. Men at hoppe ned i sådan en tidslomme i sejlklubben, fodboldklubben eller bankoforeningen er ikke nødvendigvis noget, som giver passion og handlekraft til nye frivillige og medlemmer. Jeg kender én, der egentlig med bestyrelsens godkendelse gjorde klubhuset i sejlklubben fint med alt lige fra vægmaling og nye gardiner til indretning og udsmykning af lokalet. Hun havde brugt mange frivillige timer i det klubhus. For mig at se med god funktionalitet, hygge og respekt for foreningens historie. Men da hun var færdig, tillod to ældre kvinder sig at gøre hele hendes arbejde om og hive alt det “rod” ind i lokalet igen, som hun med så stor velovervejelse havde sorteret i. De gjorde det uden bestyrelsens godkendelse. Disse to kvinder var med til at grundlægge foreningen i 70’erne og kunne ikke favne nye tider. Det skabte konflikt, og kvinden der havde lagt så mange kræfter i arbejdet med at byde nye tider velkomne i klubhuset meldte sig ud. Hun følte sig trådt på. Så her må rådet være at vide, hvornår man må give faklen videre, hvis ens mening er, at foreningen også skal have en fremtid og ikke blot en fin fortid.

2. Vedtægter

Gamle vedtægter kan være charmerende. Mange indeholder historie i sin udformning, sprog og stil. De kan ligefrem være skrevet sirligt i hånden med skråskrift og have et flot stempel på sig. Og sådanne vedtægter skal helt sikkert bevares. Men i mange tilfælde bør de originale vedtægter bevares som en slags historiefortælling – en museumsgenstand – i foreningen. Måske kan man ramme forsiden ind og hænge den på væggen, lægge dem i en montre eller scanne dem ind og gøre dem tilgængelige for dem, der synes, at det er sjovt at udforske foreningens historie. Vedtægter bør nemlig følge tidens ånd. De bør skrives med nutidens sprog og skrift og på en måde, så de i forhold til både praksis og indhold passer til det arbejde, den nutidige bestyrelse udfører. Ellers kan man risikere, at de kommer til at ligge og støve til i en gammel kuffert – ingen nyere og yngre medlemmer orker at læse dem, når de er uvedkommende for det arbejde, de står overfor. Og dette gælder i forhold til al skriftlighed og processer – de skal være tilgængelige både fysisk, sprogligt og indholdsmæssigt, så de opfylder deres formål om at hjælpe bestyrelsen drive foreningen – med respekt for foreningens originale formål og historie.

3. Fotos og videoer

Gamle indrammede fotos på væggen i klubhuset er guld værd for en forening. De ærer de gamle medlemmer og nye, unge medlemmer lærer ikke at tage foreningen for givet. De lærer, at en flok handlekraftige og passionsdrevne mennesker engang fulgte deres kald og såede et frø, der voksede sig stort. Et frø, der dannede grundlaget for den forening, de nu selve slår folderne ud i. De kender måske endda grundlæggerne, fordi de stadig er med til at drifte foreningen eller har trukket sig lidt tilbage og følger den fra sidelinjen. Det er førsteklasses dannelse af ungdommen og noget, vi skal værne om. Her gælder det om at udvælge de fotos, der er vigtigst for foreningen til væggene. Måske kan man have nogle gamle fotoalbums liggende. Når man har fundet frem til de fotos, der i højeste grad er vedkommende for selve foreningen og dennes historie, kan man evt. fordele resten til de mennesker, der er på billederne. Og resten vil jeg tilenhver tid anbefale at scanne ind og gemme et sted, som hele foreningens medlemmer har adgang til. Nogle kan også bruge på hjemmesiden, og de særligt historiske kan bruges på hjemmesiden til netop kort at fortælle foreningens historie. Videoer kan man på samme måde bevare – måske var det godt givet ud at bruge tid eller penge på at få redigeret de forskellige historiske videoklip om til én video, der opsummerer foreningens historie.

Sådan kan man også tænke i at sortere fotos og videoer fra nutiden, så der ikke ligger tusindvis af fotos/videoer i nogle online mapper, som foreningens fremtidige bestyrelse skal prøve at finde hoved og hale i. Bevar de for eftertiden mest relevant i nogle velsorterede mapper, så de allerbedste fotos ikke drukner i mængden.

4. Stærke traditioner

Traditioner er limen, der binder mange foreninger sammen. De skaber genkendelighed, tryghed og identitet – og de fortæller medlemmerne, at de er en del af noget større end dem selv. Men traditioner kan også blive en snubletråd, hvis de håndhæves så stramt, at der ikke er plads til fornyelse.

Det er vigtigt løbende at spørge sig selv: Tjener traditionen stadig sit formål? Hvis svaret er ja – så bær den stolt videre. Hvis svaret er nej, kan man overveje at forny den i respekt for dens ånd. Måske kan den årlige sommerfest få et nyt format, hvor de yngre står for aktiviteterne og de ældre for maden. Eller måske skal julefrokosten, der tidligere kun var for bestyrelsen, åbnes for hele foreningen. På den måde lever traditionerne videre, men med nye kræfter og perspektiver. Traditioner skal samle – ikke skille – og de skal give plads til både arv og fremtid.

5. Mennesker og respekt

Foreningslivet bygger på mennesker – og på den respekt, vi viser hinanden. Når nye frivillige træder ind, gør de det ofte med friske idéer og et ønske om at bidrage. De gamle kendinge kommer med erfaring, viden og kærlighed til foreningen. Udfordringen opstår, når generationer eller personligheder clasher, og forskelle bliver til konflikter i stedet for styrker.

Her handler det om at møde hinanden med nysgerrighed frem for forsvar. Lyt til, hvorfor noget er vigtigt for den anden – om det så er den gamle fanfare, der altid spilles til sommerfesten, eller ønsket om at modernisere hjemmesiden. Ofte gemmer der sig følelser, stolthed og tilknytning bag både modstand og forandringsiver. Ved at skabe en kultur, hvor alle bliver hørt og respekteret, kan foreningen trække på hele sit menneskelige potentiale. Det er forskellighederne, ikke ensartetheden, der gør en forening stærk.

6. Repræsentation og rygte

Når en forening har eksisteret i mange år, er der ofte personer, som gennem tiden har været foreningens ansigt udadtil – dem, der har stået for taler, interviews, byfester og den synlige repræsentation. Det er mennesker, der fortjener stor respekt, for de har båret faklen og gjort et stort stykke arbejde for at bringe foreningen dertil, hvor den er i dag. Men når nye kræfter kommer til, opstår der et naturligt spændingsfelt mellem erfaring og fornyelse.

Det kan være svært for dem, der altid har stået forrest, at træde et skridt tilbage og give plads til nye stemmer. Lige så svært kan det være for de nye at få lov til at prøve kræfter med at repræsentere foreningen udadtil – også selvom de både har engagement, idéer og kompetencer til det. Men hvis foreningen skal udvikle sig og tiltrække nye medlemmer, er det vigtigt, at flere får mulighed for at vise sig frem og blive forbundet med foreningens navn.

Når det altid er de samme, der repræsenterer foreningen, kan foreningens udtryk let blive forbundet med fortiden – og udefra kan den komme til at virke lukket eller støvet. Et fornyet ansigt udadtil signalerer derimod liv, udvikling og fremtid. Derfor bør bestyrelsen bevidst overveje, hvem der repræsenterer foreningen hvor og hvornår. Det kan fx være ved at lade yngre kræfter byde velkommen til arrangementer, lade forskellige medlemmer udtale sig i pressen eller give stafetten videre ved ceremonier og markeringer.

En forening står stærkest, når dens historie bæres videre af en diversitet af stemmer – med respekt for dem, der har skabt den, og tillid til dem, der skal føre den videre.

7. Markedsføring og sprog

Tænk over, hvilket signal I sender, når I laver plakater, videoer, annoncer eller anden kommunikation om foreningen. Mange foreninger ønsker fx at tiltrække yngre frivillige eller borgerforeninger, men det kan være op ad bakke, hvis en borgerforening eksempelvis fremhæver lokalarkiv og byens historie, fremfor at fremhæve legepladser og fællesskab. Eller hvis en forening har en politisk agenda og fx forsøger at sætte fokus på skattesnyd, så kan man som garvet foreningsmenneske på området let komme til at formulere sig ved brug af sprog og vendinger, som andre ikke lige er så godt inde i, fordi sådan en diskussion let indbyder til komplekst sprogbrug. Og så tiltrækker man kun dem, der i forvejen var godt inde i problemstillingen.

Når man skal kommunikere noget ud, kan man rådføre sig hos én, der er målgruppen for kommunikationen i stedet for blot at sparre internt i bestyrelsen. Så opnår man størst effekt.

8. Woke-isme

Vi har også problemstillingen om woke-isme – årvågenhed. Dem, der er woke, betegner ikke sig selv sådan. Det er ofte yngre generationer, hvor man er opmærksom på, at minoriteter inkluderes, ligestilling efterstræbes og hvor sårbarhed italesættes – af alle køn. Dette kan skabe stor splid generationerne imellem, og det er der ikke noget at sige til. Her er det vigtigt at blive enige om, at det er okay at være uenige. Let’s agree to disagree.

Når det så er sagt, så skal man respektere hinandens ønsker, der omhandler om de enkelte individer selv. Her er nogle eksempler:

En mand, der er valgt til formand og ønsker at tituleres formand, bør tituleres således – han skal ikke have trukket den nonbinære titel “forperson” ned over hovedet.

En kvinde, der er valgt til forperson, bør tituleres forkvinde, hvis hun ønsker dette – også uagtet, at juraen ikke følger med tiden på dette område.

Hvis en nonbinær ønsker pronominerne “de/dem”, bør man efterstræbe at kalde dem dette.

Og hvis nogle ejere af en matrikel i en grundejerforening/kolonihaveforening ønsker en vild-med-vilje-have, bør man ikke trække nogle gamle, forstokkede vedtægter fra 70’erne frem for at understrege, at man i foreningen er pålagt at holde haven på en måde, der måske engang var den eneste ordentlige måde at holde have på. Ligesom man heller ikke skal pålægges at have vild-med-vilje-konceptet i sin egen have, hvis man ikke ønsker det.

Det er i overgangen til disse nye, fagre tider vigtigt at huske, at nogle i foreningen kan være oplært i en anden måde at tænke på. Derfor bør man ikke blive vred, hvis nogen glemmer at bruge de rette titler og pronominer, så længe alle gør, hvad de kan. At skabe ophedet debat om emnet i en forening, hvis formål intet har at gøre med emnet, som fx en LGBTQ+ forening har, kommer der intet godt ud af. Her gælder det kun om at blive enige om, hvad man gør udadtil – i markedsføringen af foreningen fx. Og her må man ved uenighed ty til afstemning eller slå plat eller krone – og være tilfreds med udfaldet af dette.

Nostalgi og traditioner må ikke hæmme foreningens handlekraft

Foreningslivet er båret af følelser. Stoltheden over historien, glæden ved fællesskabet og de mange minder, der binder generationer sammen, er noget af det smukkeste ved det frivillige Danmark. Men nostalgi og stærke traditioner må aldrig blive en spændetrøje. Foreningen skal ikke stå stille i respekt for fortiden – den skal bevæge sig fremad på skuldrene af den.

Når man kun kigger bagud, risikerer man at miste de kræfter, der kigger fremad. Nye frivillige mister motivationen, hvis de oplever, at alt “altid har været sådan”, og foreningen kan få svært ved at tiltrække yngre generationer, hvis den ikke tør udvikle sig. Derfor skal man turde give slip, uden at give afkald. Det handler om at finde balancen – hvor de værdier, der byggede foreningen op, stadig kan mærkes, men i en form, der passer til den tid, vi lever i.

Historien skal bevares, fortælles og æres – men ikke styre. Når foreningen formår at kombinere respekt for fortiden med mod på fornyelse, bliver den både relevant, levende og robust. Traditioner giver rødder, men fornyelse giver vinger. Og det er kun, når de to arbejder sammen, at fællesskabet kan vokse videre.