Hvordan foreninger er velfærdsstatens forlængede arm

Det danske foreningsliv er stærkt og unikt. Foreningerne løfter store samfundsopgaver og er på mange måder velfærdsstatens forlængede arm. Men netop derfor er det vigtigt at understrege: Foreninger må aldrig blive en erstatning for velfærdsstaten.

Hvis vi overlader for meget ansvar til frivillige, risikerer vi at undergrave selve fundamentet for den danske velfærdsmodel.

 

Foreninger bygger på frivillighed – ikke tvang

Foreninger er båret af lyst, engagement og fællesskab. Det er mennesker, der bruger deres fritid på at skabe noget for andre. Hvis foreninger i stigende grad bliver pålagt opgaver, som egentlig hører hjemme i den offentlige sektor, ændres hele præmissen:

• Fra frivillighed til pligt.

• Fra engagement til byrde.

Det kan slide på de frivillige og gøre det svært at fastholde og rekruttere.

Risikoen for ulighed

Velfærdsstaten bygger på princippet om, at alle borgere har lige adgang til ydelser. Men hvis foreninger overtager for mange velfærdsopgaver, kan vi få en skævvridning:

• Ressourcestærke områder med mange frivillige får masser af tilbud.

• Ressourcesvage områder risikerer at mangle fællesskaber og tilbud.

Resultatet kan blive, at borgernes adgang til fællesskab, sundhed eller kultur afhænger af deres postnummer – og det bryder med velfærdsstatens grundidé.

Når staten trækker sig for langt tilbage

Foreninger kan og bør samarbejde med kommuner og staten. Men hvis det offentlige begynder at læne sig for meget op ad frivilligheden, kan det betyde:

• Færre offentlige tilbud.

• Øget pres på foreninger.

• Risiko for, at kernevelfærden ikke længere er garanteret.

Foreninger kan supplere – men aldrig erstatte – det fundamentale ansvar, som staten har for borgernes velfærd.

 

Den rette balance

Det betyder ikke, at foreningerne ikke skal spille en stor rolle. Tværtimod. Men det skal være i balance:

• Staten og kommunerne leverer rammerne, ressourcerne og de basale tilbud.

• Foreningerne supplerer med fællesskab, nærhed og frivillig indsats.

Sådan kan vi sikre både en stærk velfærdsstat og et levende civilsamfund.

 

Foreninger skal supplere – ikke erstatte

Det danske foreningsliv er en kæmpe styrke for samfundet. Men det skal ses som et supplement – ikke en erstatning – for den offentlige velfærd.

Når vi holder fast i den balance, sikrer vi, at frivilligheden fortsat bygger på lyst og engagement, og at velfærdsstatens løfte om lighed og tryghed gælder alle borgere – uanset hvor de bor.