Hvordan foreninger er velfærdsstatens forlængede arm

Det danske foreningsliv er unikt. I næsten alle hjørner af landet findes frivillige fællesskaber, hvor mennesker mødes om sport, kultur, natur, sociale indsatser og meget mere. Foreningerne er ikke bare et frirum og en del af civilsamfundet – de er også en vigtig støtte til velfærdsstaten.

I praksis er de ofte velfærdsstatens forlængede arm: De tager opgaver på sig, som ellers ville ligge hos kommuner, regioner eller staten, og skaber værdi, der rækker langt ud over de enkelte medlemmer.

 

Foreningerne løfter store samfundsopgaver

Når frivillige i en sportsklub lærer børn at svømme, når en forening arrangerer lektiehjælp for unge, eller når en kulturforening skaber aktiviteter for ældre – så er det i virkeligheden et stykke velfærdsarbejde.

Foreningerne bidrager bl.a. med:

• Sundhed og trivsel gennem idræt, motion og fællesskab.

• Uddannelse og læring via spejderarbejde, naturvejledning og folkeoplysning.

• Social sammenhængskraft ved at inkludere sårbare grupper og skabe netværk.

• Kultur og identitet gennem musik, teater, lokalhistorie og traditioner.

Alt dette er områder, hvor velfærdsstaten ellers skulle bruge store ressourcer – men hvor foreningerne tager en stor del af ansvaret.

 

Frivillighed skaber værdi, som penge ikke kan købe

Selvom det frivillige arbejde ofte kan gøres op i kroner og øre, skaber foreningerne en værdi, der går langt ud over økonomien.

• De bygger relationer og netværk, der styrker lokalsamfund.

• De giver mennesker mulighed for at bidrage med deres kompetencer og tid.

• De skaber et engagement og en meningsfuldhed, som ingen kommunal indsats kan købe sig til.

Frivilligheden er derfor både en økonomisk støtte og en kulturel og menneskelig gevinst for hele samfundet.

Samspillet mellem forening og velfærdsstat

Foreningerne fungerer bedst, når de arbejder i samspil med det offentlige. Kommuner stiller ofte lokaler og tilskud til rådighed, mens foreningerne leverer indhold, aktiviteter og frivillig arbejdskraft.

Det er en slags arbejdsdeling:

• Det offentlige skaber rammerne.

• Foreningerne skaber indholdet.

På den måde bliver foreningerne ikke bare en erstatning for velfærdsstaten, men en forlængelse af den – med fleksibilitet, kreativitet og nærhed, som kun civilsamfundet kan levere.

 

En vigtig rolle i fremtiden

Med et samfund under forandring – flere ældre, flere børn med behov for støtte og stigende pres på sundhedsvæsenet – bliver foreningernes rolle som velfærdsstatens forlængede arm endnu vigtigere.

De kan ikke løfte opgaven alene, men de kan være med til at støtte op om:

• At børn lærer sunde vaner.

• At unge finder fællesskab og retning.

• At voksne har et netværk at læne sig op ad.

• At ældre kan blive ved med at være aktive og deltage i sociale sammenhænge.

 

Når vi investerer i foreningerne, investerer vi i velfærden

Foreningerne er ikke bare “nice to have” – de er en del af fundamentet under velfærdssamfundet. Når vi støtter dem, styrker vi også den offentlige sektor.

Foreningerne er velfærdsstatens forlængede arm, fordi de bygger bro mellem det offentlige og civilsamfundet – og fordi de skaber værdi, som ingen stat alene kan levere.